Benner og Wrubel

Mestring og temporalitet

Vi har valget Benner og Wrubels trioer i vores opgave, fordi den er meget relevant i forhold til vores borgers sygdom for at han kan klar sit liv bedre ved hjælp af disse teorier.   

Vi kan læse i Benner og Wrubels teorier om mestring og de siger at mestring ikke er en modgift mod stress. Stress er en oplevelse af forstyrrelse i krops normal funktion. Og mestring er hvad man stiller op med forstyrrelse.

Lazarus teori om stress og om mestring (1966,1981; Lazarus og Folkman 1984) handler om et begreb, som siger ”gøre noget”. Dvs. at sygeplejersker som fagpersonale må gerne gøre noget ved at vise patienten de faglige tiltager for at han/hun kan mestre sit liv. Vores borger har svært for anerkendelse af sin sygdom og han mangler faktisk information omkring KOL og det er meget vigtigt at de tværfagligpersoneller skal prøve at hjælpe ham i form af information om KOL, motion, vejrtrækning og andre lindrende behandling som kan fremme hans livsstil.

Mestring kan også være i form af at søge information, der er relevant for patientens situation, dvs. forsøge at ændre den måde man tænke på den stressende situation og forsøge at få situationen bedre (i hvert fald anderledes end tidligere) uden at ændre situationen eller tankegangen. Her kan man som sygplejerske hjælper borgeren at være aktiv og motivere ham for at finde de informationer som er meget relevant i forhold til hans problemstilling og den kan ske på mange forskellige måder nu, fx gennem bøger, nettet og brochurer, som beskriver om KOL for de KOL patienter.

Man kan sige også ud fra det fænomenologiske syn, at mestring aldrig kan være et begrænset valg fra en liste over mere eller mindre effektive muligheder. Her kan man også bruge de muligheder, som man har lært som sygplejerske gennem uddannelsen for at hjælpe borgeren. Og vi ved at vores borger har KOL sygdom, vi kan informere ham om hvad motion, en god ernæring og lindrende behandling betyder for hans sygdom. Og vi har også læst i Beener og Wrubels teori at sygplejersken har et ansvar at forklare patienten de ting, som kan hjælpe hans helbred, men til sidst er det ham selv, der tager en beslutning for sit helbred. Her har vi også et ansvar at vores borger skal hjælpes men aldrig tvinges.

Når vi forstår, at personen selv er en aktiv deltager, som kan både forme og formeres af relationer, så får vi mulighed at se kroppen, situationen og de personlige anliggenderes rolle i stress og mestringsprocesserne.  Personen sættes i stand til at fungere og være en aktiv deltager af en kropslig intelligens, igennem denne situation opfattes i lyset af sin betydning for sig selv og gennem personlige overvejelser, der gør at nogle af disse ting betyder rigtig meget for personen. Her kan man sig at vores borger ikke kan overskue sin sygdom og han mangler en sygdom forståelse og derfor er det vigtigt at forklare ham og vise de nødvendige tiltager for at han selv kan mestre sit liv og har en passende liv, ligesom de andre patienter med KOL.

Dette betyder ikke at det er umuligt at anlægge en objektiv attitude og personen ikke kan være i stand til at distancere, frigøre synet på en situation, denne; objekt attitude er blot igen en måde at være i situationen på, og andre vigtige muligheder at byde på. Når vi hører vores borgers mening, kan vi umiddelbart sige at han mangler meget information og hjælp i forhold til sin sygdom. Som en faglig og professionelle sygplejerske kan man tilbyde ham hjælp i form af vejretræknings øvelse, motion og information som han har bruge for som en KOL- patient. Ved hjælp af disse ting kan han bedre mestre sin daglige dag.

Det betyder at en fuldstændig redegørelse for det fænomenologiske syn på stress og mestring er nødvendig for at drøfte af de roller, fx temporalitet, kroppen, situationen og personlige betragtninger. Her tænker man lidt at alle patinter er forskellige fra hinanden, selvom de har den samme sygdom. Man skal ikke betragte en patient som en helhed, selvfølgelig som et individ fordi alle mennesker har deres egne holdninger og reaktioner på en sygdom, selvom de har det samme problem. Når vi taler om vores borger, må vi finde de tiltager som er holdbar for ham i forhold til hans problemstilling. Hvis man vil hjælpe en patient så bliver man nødt til at tænke først og fremmest på patients fænomenlogiske tilgang frem for hans andre behov. Man skal altid finde de muligheder som kan lindre patients sygdom, dække hans behandlings behov og svare på hans spørgsmål præcis og i dejtalje. Som et faglig menneske har man ansvar for at informere sin patient om behandlings muligheder, viser de ting som kan hjælpe hans helbred, men aldrig løfte pegefinger på ham fordi det er patienten selv, der tager det sidste beslutning om sin behandling. Men når man hører på vores borgers interview, kan vi finde at han mangle faktisk rigtig meget information om sin sygdom, mestring og behandlings muligheder, man kan lægge mærk til at han kalde efter hjælp, men det er beskrevet lidt anderledes i hans problemstilling.  

Heidegger skriver også at han ikke bruger et normalt begreb om lineær tid.  I forhold til det almindelige begreb, tale man kun om nu’erne frit svævende, relationsløse, i deres natur hægtet på hinanden og deres natur successiv. Den person som man taler om er også påvirket af sin fortid, men hans fortid kan også påvirke hans fremtid. Oliver Sacks (1984) havde også denne ide om temporalitet eksistensform i sin forklaring af helbredelse, da han var kommet til skade med et ben. Han fortæller om de kvalitative spring og i sin gennemgribende forandring passage fra et helbredelsesstadium til andet. Han mener når man bliver syg eller komme til skade så mister man de normale funktioner, som danner hans fortid, men det påvirker også hans fremtid. Vores borger føler sig træt, skuffet og mæt af livet, der betyder rigtig meget for sundheds personelle for at skabe et håbe for hans fremtid. Når vi hører vores borgers fortælling om hans fortid, kan man høre at han har været et meget aktiv menneske i samfundet og havde arbejdet i forskellige steder og var tilfreds med sit liv, efter hånden blev han et ælder menneske og endnu værre at han har fået KOL som hans nuværende daglige dage blev rigtig meget præget af. Og nu er det sundhedspersonellernes ansvar for at hjælpe vores borger og motivere ham til et godt samarbejde ved hjælp af de faglige tiltage fx motion og vejrtrækning som de har lært gennem uddannelsen og måske kan det ændre hans liv på en positiv måde.   
(4  p. 86-91)