Problemstilling

Hvad er problemet?

På ældrecentret Havbakken i Tornby bor en ældre mand med diagnosen KOL. Han er i iltterapi herfor døgnet rundt og bruger blandt andet en transportabel iltbombe. Han kommer rundt ved hjælp af rollator og er tunghør.

Den ældre mand isolerer sig i sin bolig. Han kommer kun ud fra sin bolig til frokost og aftensmad. Han deltager også meget sjældent i fælles arrangementer, og hvis han gør, går han hurtigt hjem igen.

Hvor og i hvilken sammenhæng er problemet opstået?

Den ældre mand har boet på ældrecenter Havbakken i ca. 2 år. Han har i den periode fortrinsvis opholdt sig i egen bolig og har ikke taget del i det sociale samvær i huset.
I den første tid tog han på udflugter med pårørende. Dette er nu ophørt, da han på sidste tur fik åndenød, blev ukontakbar og der blev ringet 112. Han kom dog til sig selv igen kort efter. Denne oplevelse har sat sig i ham og iltterapien ligger en begrænsning på hans bevægelsesfrihed.

Hvordan er det et problem og for hvem?

Personalet på Havbakken oplever en trist beboer, som ikke virker glad og tilpas i sin hverdag.
Manden giver udtryk for, at alt kan være lige meget. Der har været lægebesøg til afklaring om der kan ligge en depression til grunde for tristheden. Dette er afkræftet.
Personalet oplever, han har svært ved at acceptere, at han har KOL og derfor har begrænsningerne.

Problemstilling fra klinisk praksis

Vi synes, at den problemstilling vi er blevet stillet overfor, er meget relevant. Mange får hvert år stillet diagnosen KOL og mange oplever de samme negative følger, som vores borger oplever. Nogle af de  problemer, som de kan opleve er netop isolering og tristhed over, de begrænsninger sygdommen KOL medfører. Begrænsningerne mærkes i deres hverdag ved, at de aldrig kan forudse, hvordan de vil have det den pågældende dag og derfor bliver "styret" af deres sygdom. En anden begrænsning de kan opleve, er angsten og følelsen af ikke at kunne trække vejret og den ubehag der følger med.
Det er yderst vigtigt med en korrekt placering af disse patienter. Det mest ideelle vil være sammen med ligestillede, da de har særlige behov og derfor ikke kan placeres hvor som helst.
(1 p. 196)